Sidste del af Twilight trilogien, “Twilight Eclipse” har netop fået premiere, og lad nu pigerne få deres vampyrfilm og Robert Pattinson i fred. I årevis er det maskuline marked blevet forkælet med testosteron-pumpede vampyrfilm. Filmnet giver fem bud på vampyrfilm som man kan se, mens kæresten er i biografen med veninderne for at se Twilight.
1. Underworld (Lev Wiseman, 2003)
“Underworld” udkom i slipstrømmen efter “The Matrix”, hvor alt med sort latex og bullit time-effekter var sejt. – Historien om undergrundskrigen mellem vampyrer og varulve kan blive lidt uengagerende, men til gengæld lever den højt på sin fantasy-genre, overvirkelige action og den smækre dominatrix Selene, spillet af Kate Beckinsale.
“Underworld” blev alligevel et så stilsikkert filmkoncept at to efterfølgere har fulgt med touren: “Underworld: Evolution” og “Underworld: Rise of the Lycans”. Begge film holder fint det moderat gode niveau.
2. The Lost Boys (Joel Schumacher, 1987)
Herlig 80’er vampyrfilm, som på ingen måde har mistet mæglet i nutiden. Keifer Sutherland er über-vampyren som forstår at sælge varen til byens unge nytilkomne. 80’ernes drengeidoler Corey Feldman og Corey Haim sender vampyrholdet tilbage i graven.
Joel schumacher forstod at blande teen-filmens sociale temaer med et orgie af surreal vampyr-ramasjang, stærkt leveret med geniale one-liners, såsom “Death by stereo!” I 2008 kom en direct-to-video efterfølger “Lost Boys: The Tribe” – som blot skal undgås.
3. 30 Days of Night (David Slade, 2007)
Instruktøren David Slade, som også har instrueret “Twilight: Eclipse”, har før berørt vampyrgenren. “30 Days of Night” er baseret på en tegneserie i tre bind fra 2002. Præmissen er genial: En by i Alaska lever hvert år i 30 dages mørke, pga Jordens vinkel i forhold til solen. Vampyrer har altid haft en vis allergi overfor sollys, hvilket i andre film begrænsede deres udgangbetingelser. Men i “30 Days of Night” er der fri mulighed for at lege med maden i de tredive lange mørke dage hvor solen ikke kommer frem.
Det er ikke nogen fejlfri film, klippet ret grimt, men den oser af kynisme, en rå visuel stil og en atmosfære der kan give publikum forfrysninger.
4. Blade (Stephen Norrington, 1998)
Wesley Snipes fandt endelig sit kald i filmatiseringen af tegneserien “Blade” – Den ultimative vampyr-film for drengerøve. – Det behøvede stort set intet skuespiltalent for Snipes at bevæge sig rundt i 90 minutter med én mimik.
“Blade” vinder mange point for sin musikvideo-stil, pumpet technomusik, surealle undergrundtema, actionscener, komplet overkill og et par gode supplerende skuespillere, bestående af Stephen Dorff og Kris Kristofferson. Et klokkeklart filmkoncept, så veludført at “Blade” blev til en filmtrilogi. “Blade 2” blev reddet i land af den kritikerroste instruktør Guillermo del Toro. Den sidste del, “Blade Trinity”, skuffede desværre.
5. Dusk till Dawn (Robert Rodriguez, 1996)
“WTF” er internet-termen for “What The Fuck” – hvilket sikkert er følelsen alle biografgængere sad med i 1996 efter “Dusk Till Dawn”. Robert Rodriguez tørnede to filmgenrer sammen: En roadmovie, om to kriminelle på flugt mod Mexico, og en omgang vampyr-splatter uden noget mådehold. Alt går godt indtil lækre Selma Hayka træder på scenen og lader Quentin Tarantino drikke whisky fra sine tæer. Derefter kammer det over i et ekstraordinært blodorgie, som helt bevidst kører ud over kanten – og mere til.
Ingen kan hævde at filmen ikke gav én på opleveren. “Dusk till Dawn” er også blevet misbrugt til et par dårlige direct-to-video efterfølgere.
