6.7 C
Copenhagen
29 marts 2024

Uncharted 4 er baseret på virkelig historie om forsvunden million-skat

Published:

Mange mennesker forbinder skattejagter med ren fiktion eller børnefødselsdage. Men jagten på glemte skattekister fyldt med guld og sølv er langt fra blot en skrøne, og mange skatte er stadig ikke fundet. Det faktum udgør handlingen i det nye PlayStation-spil Uncharted 4: A Thief’s End, der udkom i Danmark d. 10. maj.

I spillet jager hovedpersonen Nathan Drake en skat, der tilhørte den engelske pirat Henry Avery, der er en rigtig historisk person fra 1600-tallet. Henry Avery huserede dengang på verdenshavene og blev særligt kendt for plyndringen af skibet Ganj-i-sawai i 1695, der angiveligt skulle have indbragt ham guld til en værdi af flere millioner kroner.

Henry Avery var i lang tid eftersøgt af de engelske myndigheder. Men selvom flere af hans mænd endte i galgen, så lykkedes det for Avery aldrig at blive fanget. Han forsvandt derimod fra jordens overflade – og efterlod sig to spørgsmål: Hvad skete der med Avery? Og hvor ligger skatten gemt i dag?

”Ved at bruge den autentiske historie om Henry Averys forsvundne skat bliver Uncharted 4 til mere end bare et eventyrspil. Det er moderne historieformidling, hvor gamerne lever sig ind i historien og tager aktiv del i den,” forklarer Bo Michael Christiansen, der er marketingchef i PlayStation Danmark.

Ekspert: De største skatte er endnu ikke fundet
Drømmen om skatten fascinerer mange moderne skattejægere. Nogle af dem rejser verden rundt, mens andre bliver hjemme med metaldetektoren i hånden. Men uanset ambitionsniveau, så drages de af øjeblikket, hvor puslespillet falder på plads, støvet fjernes, og guldet begynder at glimte.

Det mener Bjørn Lovén, der er lektor i arkæologi ved Københavns Universitet. Og selvom han er mere videnskabsmand end skattejæger, så oplever han i disse år en stigende interesse i fortidens materielle levn og siger samtidig, at vi kun har set toppen af isbjerget:

”Selvom der allerede er fundet mange store kulturskatte, så ligger størstedelen stadig og venter, enten skjult i jorden eller i havets dyb. Det er helt sikkert. Og det er tydeligvis noget, der interesserer folk.”

Bjørn Lovén har selv været med til at finde vilde fund. Blandt andre Athens flådebaser fra tiden omkring 480 f.Kr., der husede de krigsskibe, der kæmpede i nogle af verdenshistoriens vigtigste begivenheder.

Nathan drager på eventyr – igen
Uncharted 4: A Thief’s End er det fjerde spil i Uncharted-serien, der på verdensplan har solgt over 22 mio. eksemplarer.

I spillet har hovedpersonen Nathan Drake valgt at trække sig tilbage med ønsket om at leve et mere roligt liv.Men den stille tilværelse varer ikke længe. Nathans bror Sam banker nemlig på døren med et vildt eventyr i ærmet, hvor en kæmpe formue og broderens liv står på spil.

De to brødre begiver sig ud på en rejse i Henry Averys fodspor, der tager gamerne med på et eventyr gennem frodige jungler, åbne sletter og sneklædte bjergkæder. Hver skat har sin pris, og i dette eventyr vil Nathan Drake blive sat på mange prøver. I sidste ende må han gøre op med sig selv, hvad han er villig til at ofre for dem, han elsker.

Uncharted 4: A Thief’s End udkom i Danmark d. 10. maj til PlayStation 4. Spillet er udviklet af spilstudiet Naughty Dawg og udgivet af Sony Computer Entertainment.

3 store skatte, der aldrig er blevet fundet
Henry Averys skat er langt fra den eneste skat, der tiltrækker opmærksomhed fra skattejægere rundt omkring i verden. Herunder er tre andre kendte skatte, der stadig ikke er fundet, og som vil gøre den heldige skattejæger meget, meget rig.

1. San Miguel
I 1715 havde Spanien samlet en lille flåde bestående af 11 skibe, der skulle sejle fra Cuba til Spanien. Skibene var fyldt med guld, sølv, perler og smykker til en anslået værdi på over 10 milliarder kroner. Men skibene kom ikke langt. Efter kun seks dage på vandet sejlede skibene direkte ind i en kæmpe orkan, der sendte besætningsmedlemmerne i døden og skibene mod havbunden. I dag har man fundet nogle af skibene, men ikke skibet San Miguel, der efter sigende bar den mest værdifulde last.

2. De syv Fabergé-æg
I slutningen af 1800-tallet lavede den russiske guldsmed Carl Fabergé omkring 50 juvelbesatte påskeæg til den russiske zar. Men under den russiske revolution i 1912 dræbte kommunistiske oprørsgrupper den tidligere hersker, Zaren, og hans familie. De overtog dermed den store rigdom, heriblandt otte unikke påskeæg, hvoraf syv ikke er set siden. Et af æggene er blevet fundet af en amerikaner, der har solgt det videre til 180 millioner kroner. Alle otte æg har tilsammen en anslået værdi af 1,3 milliarder kroner.

3. Naziguld til milliarder
Metalkasser fyldt med guld og andre værdifulde genstande ligger formodentlig på bunden af Toplitz-søen i Østrig. Her kæmpede nazisterne mod amerikanerne under Anden Verdenskrig. Nazisterne blev til sidst så pressede, at de overgav sig, men de nåede lige akkurat at smide kasserne ned i søen. Flere dykkere har efterfølgende mistet livet i deres forsøg på at finde metalkasserne, da søen er fyldt med træer fra den omkringliggende skov.

Related articles

spot_img

Recent articles

spot_img