Film Anmeldelser

Transformers: The Last Knight


”Transformers: The Last Knight” er det femte kapitel i Michael Bays ”Transformers”-serie og næppe det sidste. Desværre. Dette har jeg sagt siden 2’eren, ”Transformers: Revenge of the Fallen”, men da filmene gang på gang tiltrækker millioner af mennesker verdenen over til biograferne, så er der jo ingen grund til at stoppe. Penge, penge, penge! Til gengæld har ”Transformers: The Last Knight” været den suverænt mindst succesfulde ”Transformers”-film til dato, så man kunne håbe på, at Paramount Pictures snart lægger franchisen på is.

Optimus Prime er forsvundet, og som følge heraf, er mennesker og de resterende Transformers i krig med hinanden. Svaret på befolkningens overlevelse er begravet i fortidens hemmeligheder og i den ukendte historie om tilstedeværelsen af kæmperobotterne fra rummet. Ansvaret for at redde verdenen falder på skuldrene af en usædvanlig alliance. Samtidig vender Optimus Prime tilbage. Og han er ikke den samme. Og hold nu op, hvor er denne film dum.

Den første ”Transformers”-film var egentlig ganske hæderlig, men derefter gik det straks ned ad bakke. Efter det tredje kapitel hoppede hovedrollen Shia LaBeouf fra og blev hurtigt erstattet af Mark Wahlberg. Det fjedre kapitel ”Transformers: Age of Extinction”, var så pivringe, at jeg aldrig formåede at se filmen færdig. Efter at have set få minutter af dette femte kapitel havde jeg ligeså lyst til at slukke, men af respekt for jer, kære læsere, holdt jeg ud i 2 timer og 29 minutter… Og gud, hvor jeg ærgrer mig over, at jeg aldrig får de minutter tilbage. Det bliver simpelthen ikke værre end det her.

Michael Bay har ellers imponeret på det seneste med henholdsvis ”Pain and Gain” og ”13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi”, så vi ved jo, at han godt kan. Og med nu fem ”Transformers”-film på CV’et, skulle man tro, at han efterhånden havde lært af sine fejl. Men niks, disse film bliver bare dårligere og dårligere fra gang til gang. Filmen er stoppet til med usmagelig humor, endimensionelle og flade karakterer, en dum og overkompliceret handling, en jammerlig præstation af selveste Sir Anthony Hopkins, og ja, ikke engang specieleffekterne formår at imponere. Actionscenerne kan til tider underholde, men der er absolut ingen grund til at udsætte sig selv for 149 minutters tortur, når disse scener garanteret kan findes på YouTube i en sammenklippet version. Hvis du er en actionjunkie, så findes der langt bedre actionfilm derude. Hold dig langt væk fra denne stinker.

Billede og lyd:

Billedformat: 1080p HD (2.40:1). ”Transformers: The Last Knight” ser formidabel ud i HD. Gennem hele filmen har billedet en god dybde med en klar afstand mellem elementerne bag-, mellem- og forgrunden. Billedsiden er knivskarp hele vejen igennem og detaljerigdommen er konstant enorm. Kontrasten er solid og der opstår hverken snavs eller edge-enchancement.

Lydformat: 5. 1 DTS HD Master Audio. Lydsporet er ligeså fejlfrit og de fremragende lydeffekter får ofte gulvet til at vibrere. Panoreringerne fungerer fortrinligt, og hverken filmens musik eller skuespillerne replikker overdøves.

Ekstramateriale:

BD-udgivelsen af ”Transformers: The Last Knight” indeholder en hel del ekstramateriale. Disken indeholder hele seks velproducerede minidokumentarer ved navn ”The Secret History”, ”Climbing the Ranks”, ”Military Training”, ”The Royal Treatment: Transformers in the UK” og ”Alien Landscape: Cybertron”, som giver et fint indblik i skabelsen af filmen. Udover dette indeholder disken også et par slettede scener og nogle trailers.

 

Konklusion:

Lad for guds skyld være med at se denne film. Dette ville være at støtte Michael Bay og Paramount Pictures jammerlige robotfranchise, og som mennesker fortjener vi bedre. Langt bedre. Til gengæld ser filmen nærmest perfekt ud i HD og disken byder også på en god bunke ekstramateriale. Dette er dog ikke grund nok til at investere i denne udgivelse – hold dig langt væk!

Film
Billede og Lyd
Ekstramateriale
Afsluttende bemærkninger

Hvis du er en actionjunkie, så findes der langt bedre actionfilm derude. Hold dig langt væk fra denne stinker.

Samlet score 2.8
Læsernes Vurdering
0 stemmer
0

Efterlad en kommentar