Film Anmeldelser

Thoroughbreds


Jeg har en gammel teori om at film frekvent får tildelt danske titler, hvis den amerikanske titel er svær at udtale for danskere i billetlugen. Så kan man undre sig over hvorfor Thoroughbreds forblev på sin originale titel hos den danske distributør, for det er da en titel man kan brække nakken på. Men, det lange, skæve ord komplimenterer også filmens skæve look-and-feel på en harmonisk måde. Egentlig er plottets rammer ret lig en typisk Hitchcock, hvor to umage personligheder mødes om en mordplan, men derefter stopper ligheden også.

De to barndomsveninder, Lily og Amanda, genoptager relationen mange år senere, men under anderledes forhold. Amanda har slået en hest ihjel fordi hun synes det var logisk at gøre, men kan samtidig ikke føle noget. Hun føler ingenting. Ingen sorg, glæde, kærlighed, svigt eller andre velkendte følelser. Hendes italesættelse af omverdenen er ren rationel og fri for følelser, hvorfor hendes forældre sender hende til Lily for, måske, at kunne spire noget emotionelt i Amanda. Lily bor sammen med sin mor og sin stedfar, som hun nærer et stort men stækket had til. Realiteten skjules bag kunstige sætninger som taler forbi hinanden og et poleret pokerfjæs som en mannequin-dukke.

Det er en spøjs sammensætning af skæve personligheder der giver Thoroughbreds en helt særligt personlighed. Kantet, kunstigt og køligt men samtidig et underfundigt brug af ansigtets facader og ufiltrerede dialoger. Der er et kompakt brug af fem karakterer: Lily, Amanda, den åndsfraværende mor, den tyranniske stedfar og den narcissistiske narkohandler som pigerne vil udnytte til voldens udførsel. Fem kort der holdes tæt i hånden i et minimalistisk og moderne samspil. Et godt eksempel på effekten af begrænsningens kunst.

Måske har din nysgerrighed bragt dig til traileren af Thoroughbreds, og har givet dig forventningen af en tempofyldt, skæv komik i voksenhøjde, men i realiteten er filmen en ret lavmælt og rolig affære. Lange, vævende sekvenser og det dialog bårne miljø kan teste tålmodigheden, men, skulle fingeren komme forbi play-knappen, så hold alligevel fast i denne alternative og bizarre komedie. Et par friske, kvindelige ansigter spiller rollerne eminent, styret af en solig personinstruktion og alternativ rytme. Thoroughbreds er en lille, tæt spillet filmperle med små blodstænk på.

 

Afsluttende bemærkninger

Gensynsværdien er stærkt begrænset, men Thoroughbreds er alligevel et tæt spillet og kompakt film med to knivskarpe kvinder på coveret.

Samlet score 3.5

Efterlad en kommentar