Film Anmeldelser

The Snowman


Man siger at en film bliver til tre gange. Første gang når manuskriptet er skrevet, anden gang når optagelserne er overstået og tredje gang når stumperne er samlet i redigeringen. Med et litterært oplæg fra krimiforfatter Jo Nesbø skulle man mene at The Snowman havde et kvalificeret manus, og med Tomas Alfredson (Lad Den Rette Komme Ind) som instruktør er optagelsernes stilrene kvalitet tydeligvis ikke overladt til tilfældighederne. Men i tredje led, redigeringen, er kæden fuldstændig hoppet af, for det er sjældent man oplever film i en tilsvarende krakeleret tilstand. The Snowman er filmen som er gået i stykker.

Det kolde, norske miljø danner ellers glimrende rammer for en seriemorders færd, og denne gang er den almindeligvis solide Michael Fassbender importeret til rollen som Harry Hole – en tyndslidt kriminalbetjent med et rodet privatliv. Jo jo, krimigenren har stor hang til disse karakteristiske klichéer. En seriemorder, der kalder sig snemanden, går systematisk efter familie-kvinder, som bliver fundet skåret i pæne stykker, mens han provokerer Harry med personlige breve. Imens udspiller sig et andet lag, hvor filantropen Arve Stop, bruger sin politiske råstyrke for at bringe vinterolympiaden til Oslo. Det er en ret typisk krimi-opskrift hvor en mordgåde og en indebrændt efterforsker støder mod samfundets magtstrukturer. Problemet er blot, at denne gang giver det ikke nogen mening eller hænger ordentlig sammen, fordi historien ikke blev limet sammen korrekt.

Det bedste man kan skrive om The Snowman tilhører billedsiden af den Oscar-belønnede filmfotograf Dion Beebe. Knivskarpe kompositioner fra kameraet der svæver fermt over Norges sneklædte landskab og Atlanterhavsvejens karakteristiske, bøjede broer. Det oser af kold stemning og nattefrost. Men, selv den solide Fassbender virker uengageret når han portrætteres som en mand med indre dæmoner og et utroværdigt selvdestruktivt adfærd. Han kæderyger konstant mens han holder sin smøg distanceret som et fremmedlegeme der lugter grimt. Den egentlig hovedperson bliver de plothuller af kraterstørrelser som efterlader ulogiske aftryk i sneen mod en abrupt og snublende finale. Noget er gået helt galt.

Store huller skabt af fejlkliping får den nordiske krimi til at segne i undren. Sidste led, klipningen, fejlede fatalt og endte med en ukomplet film. Det skandinaviske klima danner ellers fine rammer for mordgåder og dæmoniske magtmænd, stærkt demonstreret af eksempelvis Forbrydelsen eller Mænd Der Hader Kvinder. Skal det lykkes må filmholdet dælme ikke snuble på sidste distance og tabe filmrullens potentialet. The Snowman er ikke en overlagt dårlig film. Den var blot ikke bagt færdig, før den blev solgt.

 

Ekstramateriale:

Blu-ray udgivelsen er forsynet med fire regulære ekstrafilm om tilblivelsen, i den sædvanlige promoverende og kortfattede stil. En forklaring på hvad der gik galt havde været mere interessant.

Afsluttende bemærkninger

Endnu en nordisk krimi fra vores skandinaviske bagland, sigter mod internationalt potentiale men er fuldstændig gået i stykker i klippperummet.

Samlet score 2.5

Efterlad en kommentar