Film Anmeldelser

The Salesman


Det iranske ægtepar Emad (Shahab Hosseini) og Rana Etesami (Taraneh Alidoosti) er nødt til at flygte fra deres lejlighed da bygningen er ved at falde fra hinanden.
De flytter over i en lejlighed deres ven udlejer til dem. Den tidligere kvindelige udlejer har ikke fået fjernet alle sine ting og da hun er raget uklar med udlejeren er hun ikke sådan lige til at overtale til at komme og hente sine ting.
Emad og Rana spiller begge med i et teaterstykke ”En sælgers død” og en aften tager Rana selv hjem fra teateret, da Emad skal gennemgå nogle ændringer i stykket. Efter at have talt i telefon med Emad som er på vej hjem til hende tager Rana sig et bad. Da det kort efter ringer på døren tror hun derfor det er Emad og trykker personen ind uden at høre hvem det er, åbner hoveddøren og går i bad igen.
Rana bliver angrebet af en fremmed og alt ændrer sig imellem Rana og Emad. Rana ikke vil have der skal gøres mere ved sagen og Emad kan ikke give slip og vil finde ud af hvem der har gjort hans kone fortræd.

The Salesman vandt en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film ved 2017s Oscar uddeling, hvilket godt kan undre en når man ser hvilke andre film den var oppe i mod. Der går derfor også en del rygter om at filmen vandt på grund af politiske årsager (Trumps indrejsningsforbud af folk fra visse lande bl.a. Iran).
Det er ikke fordi det er en dårlig film, men den var utrolig langtrukken, især fordi mange af scenerne foregår i teaterstykket som kører samtidig med filmens handling. Hvis man som jeg ikke analysere hvilken betydning ”En sælgers død” har for resten af filmen, så bliver det bare for kedeligt at det fylder så meget.
Man bliver virkelig mindet om at filmen foregår i Iran på grund af de handlinger ægteparret foretager sig efter voldtægten hvilket er så anderledes fra hvordan man ville have haft håndteret det herhjemme.
Rana der ikke vil høre tale om at det skal meldes til politiet fordi hun er bange for hun selv vil få skylden fordi hun lukkede voldtægtsmanden ind. Emad der føjer hende, så han selv kan få lov til at jagte gerningsmanden og få sin hævn, da det er hans ære det er gået ud over.
Emad bliver portrætteret som en god mand som har forståelse for kvinders reaktioner, eksempelvis da han er ude og køre i taxi og den kvindelige passager ved hans side insisterer på at bytte plads med en anden passager fordi han sidder for tæt på hende. Hans forklaring er, at hun måske har oplevet noget ubehageligt med en mand tidligere som hun ikke kan lægge fra sig.
Hans forståelse forsvinder da Rana ændrer opførsel efter voldtægten, hun vil ikke være alene hjemme og vil ikke gå i bad på det badeværelse. På grund af manglende forståelse og frustration insisterer Emad at hvis hun ikke vil have at de gør noget ved sagen så må hun også glemme det der er sket og komme videre i sit liv. I mens kommer han ikke skridt videre selv da al hans fritid går på selv at finde manden der har gjort hans kone fortræd og få hævn.
Der er ingen tvivl om at filmens to hovedrolleindehavere gør et fantastisk arbejde, de spiller virkelig godt og man føler virkelig med dem. Hvis man tog en stor del af teaterscenerne ud ville det være nemmere at leve sig ind i filmen, desværre gør de bare at man bliver tabt undervejs.

Billede og Lyd:

Format: 1.85:1

Audio: Iransk dts-hd

Undertekster: Dansk, finsk, svensk og norsk

Afsluttende bemærkninger

Samlet score 2
Læsernes Vurdering
0 stemmer
0

Efterlad en kommentar