Film Anmeldelser

Ready Player One


Det lader til at 80’er-nostalgi er ved at være en filmgenre i sig selv. Netflix har haft stor succes med tv-serierne ”Stranger Things” og ”Wet Hot American Summer”, mens filmmarkedet har budt på titler såsom ”Hot Tub Time Machine”, ”Pixels” og ikke mindst monsterhittet ”It”. Man skal smede mens jernet er varmt, og måske derfor har Steven Spielberg kastet sig over en filmatisering af den mest ultimative 80’er-nostalgibog nogensinde: ”Ready Player One”. Filmen udkom for nyligt på DVD og blu-ray i Danmark.

”Ready Player One” udspiller sig i år 2045, hvor det meste af befolkningen bruger deres tid og penge på at udleve deres vildeste fantasier og drømme i den virtuelle verden kaldet OASIS. Skaberen, der er besat af popkultur, har efter sin død efterladt et såkaldt ”Easter egg” i sit spil – og personen, der finder de tre nøgler, som er gemt i OASIS, bliver ikke kun stinkende rig, men overtager også rettighederne til selve spilplatformen. Blandt de mange deltagere i den store skattejagt er teenageren Wade Watts (Tye Sheridan), i OASIS kendt som Parzival, og da han kommer på sporet af den første nøgle, bliver han ikke kun en helt, men også et mål for organisationen IOI, der er på jagt efter det virtuelle herredømme.

Kan nostalgi redde en film? Det er måske så meget sagt, men i de rette hænder, kan oplevelsen i hvert fald forbedres. Adam Sandlers ”Pixels” foretog ikke meget andet end at henvise til videospil fra 1980’erne, men det var altså ikke lig med en god film. ”Ready Player One” er instrueret af Steven Spielberg – en af vor tids absolut mest succesfulde filminstruktører. Han har med denne film gjort et udmærket stykke arbejde i at filmatisere Ernest Clines berømte bestseller af samme navn. Undervejs kan man dog ikke lade være med at undre sig over, hvor meget af filmen Spielberg rent faktisk har instrueret på lokation. Mage til CGI-fest skal man lede længe efter – der er meget langt mellem scener, hvor rigtige mennesker interagere sammen.

Spielberg har på fornuftig vis castet de to unge stjerneskud Tye Sheridan og Olivia Cooke i de bærende roller og selvom man primært følger deres avatars, så formår de at stable en god og naturlig kemi sammen, som får en til at trække på smilebåndet op til flere gange. Det er dog næppe det, de fleste er kommet for at se. Så hvordan er OASIS? OASIS er ret spektakulært. Hver en scene er spækket til randen med referencer til 1980’ernes videospil, film og musik, og fungerer alt sammen som et stimulerende og overvældende angreb på samtlige sanser. Computereffekterne sidder lige i skabet og selvom filmen godt kunne have været 20 minutter kortere, så byder ”Ready Player One” på underholdning for alle pengene. Man kunne have ønsket, at de tonsvis af referencer ville have være brugt til noget mere konstruktivt rent plotmæssigt, men hvis synet af King Kong og the DeLorean er nok, så er der al mulig grund til at investere i Spielbergs seneste blockbuster.

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i HD Widescreen 1080p. ”Ready Player One” ser fremragende ud i HD. Billedet er knivskarpt hele vejen igennem, og jeg bemærkede aldrig edge-enchancement, banding eller et eneste utilsigtet støvkorn. Detaljerigdommen er enorm, farvegengivelsen er eminent og kontrasten er upåklagelig.

Lydformatet er præsenteret i DTS HD – Master Audio 5.1. Lydsiden er ligeledes fremragende, og brillerer især under filmens actionsekvenser, hvor lydeffekterne har en auditiv slagkraft, der siger spar to. Samtidig drukner replikkerne aldrig i al hurlumhejet, og panoreringerne er simpelthen fantastiske. Der er i den grad tale om et glimrende lydspor.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”Ready Player One” byder på hele 90 minutters velproduceret ekstramateriale, der giver et detaljeret kig på skabelsen af filmen samt et indblik i de udfordringer og overvejelser, der har været i at filmatisere bogen. Dokumentaren byder på interviews med Steven Spielberg og filmens skuespillere og er alt sammen præsenteret i HD.

Konklusion

Det er meget nemt at vide på forhånd, om ”Ready Player One” vil falde i ens smag eller ej. Er man en sucker for 80’er-nostalgi, vil denne film føles som et paradis at gå på opdagelse i. Siger 80’ernes popkultur ikke en noget, så er der ikke nogen grund til at give sig i kast med Spielbergs seneste actionorgie. Blu-ray-udgaven af ”Ready Player One” byder på en masse velproduceret ekstramateriale og filmen ser fremragende ud i HD og lyden folder sig i den grad ud i højtalerne på fornem vis.

film
Billede og Lyd
Ekstramatriale
Afsluttende bemærkninger

Computereffekterne sidder lige i skabet og selvom filmen godt kunne have været 20 minutter kortere, så byder ”Ready Player One” på underholdning for alle pengene.

Samlet score 3.7
Læsernes Vurdering
0 stemmer
0

Efterlad en kommentar