Film Anmeldelser

Raiders of The Lost Ark (Remastered)


”Why don’t we just shoot the bastard?”.

Det var ordene fra en træt, udpint og varmeplaget Harrison Ford under optagelserne til ”Raiders of The Lost Ark”. Oprindeligt skulle Indy kæmpe mod sværdmanden med sin pisk, men Spielberg overhørte ordene og faldt for idéen. Hvorfor ikke gøre det mindst forventelige. Tag røven på publikum og skyd den store sværdmænd. Sådan blev en af filmhistoriens mest genafspillede scener bragt til verden.

Spielberg havde på tidspunktet under optagelserne af ”Raiders of the Lost Ark” fået filmselskabet Paramount med på sin side. Forinden havde han instrueret kassesucceser som ”Nærkontakt af Tredje Grad” og ”Dødens Gab”, som var med til at definerer termen: Blockbuster. Den kære Steven bragte duften af penge til selskabets bestyrelsesgange. Derfor fik han frit lejde til at filmatisere en personlig drøm: Genoplivningen af den klassiske matiné-helt, som forinden kun var fremstillet i sort/hvid. Genren var typisk kendetegnet ved den arketypiske helt, utrolige eventyr og ’cliffhangers’ der holdt publikum i et jerngreb. Tæl efter hvor mange gange Indy er på nippet til dødsriget – du får hurtigt brug for en lommeregner.

Indiana Jones er ikke blevet en klassiker, fordi datidens filmmarked manglede bedre film. Klassikeren blev stadfæstet gennem kompetent filmsprog, et level-baseret manuskript som bruger de varierende baggrunde, og en metode som nutidige instruktører burde lære: Skal du lave en utrolig film, så sørg for at der er mindst én utrolig scene. Spielberg havde adskillige: Den rullende kæmpesten, det gyldne idol som udskiftes med sandsækken og den berømte ’kampscene’ mod sværdmanden. Ikoniske scener der løfter hele filmen fra anonymitetens grøft og brænder sig fast i hukommelsen. Det er publikum som gør film til en succes – ikke filmen i sig selv. Så sørg for at filmen skaber mindst ét godt minde.

Det et hos Cinemaxx biograferne, at du får muligheden for at opleve – eller genopleve – den klassiske ”Raiders of The Lost Ark”. Og modsat mange af fortidens effektbårne film, så holder Indiana Jones sig fint i det nutidige marked. Langt mere effektivt end den fjollede 4’er, “Kingdom of the Crystal Skull”, hvor Indy jagtede rumvæsener, selvom han burde være gået på efterløn. Spielberg har været meget optaget af filmens saglige tone, selvom det er et fantasifuldt eventyr med overdrevne karakteristiske personligheder. Det bliver aldrig plat – for platheder prikker huller i helhedsoplevelsen, og udførelsen af de utallige stunts er overraskende ægte. Repremieren bryster sig med nogle digitale forbedringer i lyd og billede, men det er ikke udpræget synligt. Underbelyste områder er stadig lidt for mørke for det nutidige kræsne øje. Under alle omstændigheder er ”Raiders of The Lost Ark” klasser bedre end størstedelen af dagens filmudvalg – så indløs hellere billetten til en filmrejse tilbage til 1981.

“Raiders of the Lost Ark” har repremiere i Cinemaxx København, Odense og Århus d. 23. oktober.


1 kommentar on Raiders of The Lost Ark (Remastered)

Efterlad en kommentar