Film Anmeldelser

Molly’s Game


Jeg prøver at finde en term for det, men Google kunne ikke hjælpe mig. Efter de første fem minutter af Molly’s Game falder mine tanker tilbage på Trainspotting, Thank You For Smoking, Zombieland og Goodfellas. Hvorfor? Tempoet og fortælleteknikken fra første splitsekund. En selvreflekterende, hurtigtalende og dikterende voice-over træder speederen i bund, flår publikum ind historiens vakuum med piskesmæld, hurtige klip, namedropping og fartriber som bryder den fjerde mur. Ingen gradvis opbygning, men et markant skub fra titelbilledet. Sådan torpederer Molly’s Game gennem husalteret, med associationer fra andre film. Er det en velkendt teknik? Findes der en filmfaglig betegnelse for det?

Den dikterende voice-over tilhører Molly Bloom, en professionel skiløber fra den virkelige verden med vandtæt perfektionisme, som uheldigvis rammes af den 0,1% usandsynlighed for et fatalt styrt. Hændelsen rikochetterede Mollys liv rundt, men en velslebet patron standser ikke. Med rank rygsøjle efter operationen vender hun tilbage til jura-studiet, men via ironiens vej finder hun et sidespor i branchen for pokerspil. Historien fortælles som en rekonstruktion der opstår i dialogen mellem Molly og hendes forsvarsadvokat, efter hendes biografi “Molly’s Game” er udgivet. Forskudte forløb væver sig ind under hinanden i et flot sammenhængende patchwork.

Det er netop historiens motor som bringer Molly’s Game i mål med høje point. Det Oscar-nominerede manuskript er strikket effektivt sammen af veteranen Aaron Sorkin, som bl.a. også skrev The Social Network og serien West Wing. Kompetente evner skaber en fortællekraft som bringer Mollys historie solidt gennem forløbet. Replikkerne flyver som projektiler i de smalle rum med en timing og motivation som kun et stærkt manuskript kan løfte. Jessica Chastain genbruger lidt sin karakter fra Zero Dark Thirty eller The Martian, som den rationelle kvinde lavet af sten med en skrøbelig kerne hun modvilligt kæmper for ikke at blotte – en kvinde som til enhver tid kan rumme og løfte en hovedrolle uden at vakle. Fra første til sidste minut er Molly’s Game et monument af høj kvalitet.

Mellem sprækkerne kan der opstå tvivl om substansen, for selvom Molly’s Game har en central kvinde som overskrift, så er det mere en plotdrevet forestilling. Det en tyngdens præmisser når historien er baseret på virkelige hændelser, at den ikke kan gå for vidt. Molly skærmer sig bag dyrt tøj, stramme læber og sort mascara, så selvom hun retsforfølges og presses mod kanten, så føles hun aldrig rigtig klemt af situationen. “Push the envelope” som man siger i USA, når historien opsøger grænsen af det mulige, men Mollys psyke kommer aldrig helt derud hvor fundamentet ramler sammen. Alligevel er Molly’s Game et kompetent og solidt håndværk med en engagerende historie – noget som nutidens film mangler i særdeleshed. Tro mig – du vil være i gode hænder i en 2,5 time lang film, som aldrig virker udmattet eller lader dine tanker forsvinde andre steder hen.

Afsluttende bemærkninger

En skiløber spiller højt spil, i en særdeles rustik historie der holder sig lidt tilbage. Det er jo præmissen når det er baseret på virkelige hændelser.

Samlet score 4

Efterlad en kommentar