Film Anmeldelser

Man on a Ledge (Blu-ray)


Den danske Ager Leth, manden bag bl.a. Ghosts of Cité Soleil, har skabt sig et mindre navn i det internationale søgelys. Nu er han på banen igen med sit bud på en forfriskende nytækning til kup-filmsgenren.

Filmen handler om Nick Cassidy (Sam Worthington), som efter et flugtforsøg fra fængslet har begivet sig op på et af New Yorks kæmpeskyskrabere med intention om at springe ud over kanten. Befolkningen samles om denne forstyrrede mand, mens politipsykologer og andre styrker forsøger at tale ham fra det. Midt i alt kaos foregår der en snedigt og gennemtænkt diamant-kup på den anden side af gaden, uden at nogen lægger mærke til det. Hænger tingene sammen og er Nick bare ved at udføre et distraheringsnummer?

Handlingen ser spændende ud på papir, og er faktisk ligeså intens og underholdende i praksis. Man drages hastigt ind i historien gennem flashbacks samt hyppigt skiftende kameravinkler og man begynder så småt at forsøge på at udregne eller gætte sammenhængen. Men filmen formår nærmest at holde spændingen fastholdt ind til de sidste minutter af filmen, hvor man stadig ikke har gættet den helt store sammenhæng. Filmen skal have stor ros for de vilde og uforudsete plottwists, samt sin evne til at skjule sandheden så længe som overhovedet muligt. Det er med til at øge spændingen samt interessen i handlingen såvel som i personerne, deres historie og deres dagsorden.

Blu-ray udgaven sætter prikken over i’et på de flotte kameravinkler og man kan virkelig se detaljerne i billedet, når fokusset f.eks. rammer den lille mand på højhuset såvel som den enorme menneskemængde der omkredser beton-krabaten. Lyden rammer glasklart igennem hele filmen, og underlægningsmusikken er med til at øge eller dæmpe spændingen helt optimalt, alt efter hvor tæt man er på de små klimakser i filmens forløb.

Skuespillerne gør det rigtig godt og Sam Worthington viser nogle overbevisende tricks, da han formår at snyde både seeren og politiet med hensyn til hans egentlige mål med at stå på kanten af afgrunden. Hele handlingen får desuden lov til at udvikle sig i sit eget tempo, og jo længere man kommer ind i handlingen, jo mere åbnes der op for skjulte sandheder, løgne og andre ting, som endnu ikke har set dagens lys.

Kuppet er også rigtig spændende og formår at bringe en masse spændende tricks og ’på-et-hængende-hår’-øjeblikke. Men det er svært at skabe nye elementer indenfor disse scenarier, da bl.a. Mission: Impossible filmene og utal af andre heist-film allerede har benyttet sig af lignende scenarier og udfordringer. Derfor er genkendeligheden en smule spændingsdæmpende, og hælder lidt for meget i en retning af noget vi ikke behøver at se, fordi vi allerede har set det før.

Udover det er Man on a Ledge en utrolig spændende thriller-film med snedige plottwists, dygtige skuespillere og en underholdende handling, som holder dig nysgerrig og delvis uvidende om det store billede indtil det allersidste øjeblik.

Ekstramateriale

Intet.


Efterlad en kommentar