Film Anmeldelser

Kongens store tale


Der findes to slags filmelskere. Dem, der labber historiske kostumedramaer i sig, og dem, der for alt i verden hader dem. Groft sagt. Men ”Kongens store tale”, fortællingen om en kommende konge med et alvorligt stamme-problem, formår at bygge bro mellem disse to ydrepoler med sin varme historie om den lille fjer i historiens store vingesus.

England, 1936. Landets gamle Kong George V ligger for døden, og næste i tronfølgerækken er kongens skandaleombruste søn, Kong Edward VIII (Guy Pearce), hvis ikke særligt hemmelige forhold til en gift, amerikansk society-kvinde, synes at interessere den kommende konge mere end tronen. I kulissen sniger Edwards lillebror Bertie (Colin Firth) i al ubemærkethed sig langs panelerne. Bertie har siden barnsben stammet voldsomt, og taler kun nødtvunget i offentligheden. Men da storebror uventet vælger kærligheden frem for tronen, står Bertie som næste i arverækken. Men hvordan kan man blive konge for en hel nation, når man hverken tør eller kan tale for den i offentligheden? Hjælpen kommer udefra i form af en utraditionel taleterapeut (Geoffrey Rush) med kontroversielle metoder!

I et helt ualmindeligt stærkt filmår, hvor skuespillere som Jeff Bridges (i ”True Grit”) og Javier Bardem (i ”Biutiful”) har leveret klassepræstationer, stikker Colin Firths netop Oscar-præmierede præstation som den stammende konge-in-spe i ”Kongens store tale” stadig lige et halvt hoved op over sine fæller. Og det siger altså ikke så lidt. Og hvorfor er Firth så så god? Det er slet og ret herligt at se en fattet, ærke-britisk mand som Firth tvinge uartige bandeord over sin stiff-upper-lip, som tilfældet er i instruktør Tom Hoopers film. For en stor del af den ukonventionelle taleterapi, som lillebror Bertie må igennem inden han kan blive konge, går i sin enkelthed ud på, at den forfinede gentleman skal råbe alverdens grimme eder ud for fuld lungekraft. En komisk befriende renselse, der letter den ellers tunge stemning, som kombinationen af en granvoksen mands talebesværligheder og den nært forestående 2. verdenskrig sætter i filmen.

Den lille genistreg er at holde fokus på udviklingen af det venskabelige forhold mellem kongen og taleterapeuten. Filmen bliver således mere en slags underspillet og forfinet bromance end et stort, historisk drama. Ikke mindst takket være Firth og altid seværdige Geoffrey Rush.
I det store hele er ”Kongens store tale” dog en uhyre traditionel og forudsigelig fortælling, hvis sum er given i det øjeblik man læner sig tilbage i biografsædet. Men Hooper iscenesætter intelligent, varmt og mange steder direkte minimalistisk, sådan skuespillernes rene præstationer træder tydeligt frem og man tryllebindes.

Konklusion
”Kongens store tale” er en rigtig, gammeldags Oscar-film med store skuespilpræstationer, historiens vingesus og et hjerte af guld. Colin Firth stråler i rollen som den stammende Kong George VI af England, og det er i høj grad den stilfærdige brites fortjeneste, at filmen blev den helt store vinder ved søndagens prisuddeling.


Efterlad en kommentar