Film Anmeldelser

Kingsman: The Secret Service


“Jeg tror lige, at jeg har oplevet højdepunktet i min karriere” sagde Colin Firth til Oscar-uddelingen, da han sejrede som bedste hovedrolle med sin kongelige performance i The King’s Speech. Men hans tone var bittersød, velvidende at statuetten symboliserer en midlertidig kunstnerisk anerkendelse, og mange kollegaer har kun oplevet artistisk nedtur efter berømmelsen. Ro på, Colin. Med din rolle i Kingsman – The Secret Service beviser du, at den britiske jargon og gentleman-looket kan bruges til meget andet godt. Især hvis instruktøren hedder Matthew Vaughn.

For det var Vaughn der pustede nyt liv X-Men franchisen med mutanternes First Class. Det var Vaughn der genopfandt superhelte-konceptet i Kick Ass. Og før denne nye popularitet var det Vaughn der fortryllede os med den eminente (og oversete) eventyrfilm Stardust. Den britiske instruktør laver film i publikums øjenhøjde. Han er ligesom en af os, og han ved hvad vi vil se.

Kingsman_01

Med Vaughns repertoire in mente kan man absolut mærke hans DNA flyde gennem den britiske tegneserie-filmatisering, Kingsman, som er postmoderne agentfilm med klassisk elegance mikset med popkulturens frækhed. Colin Firth er Agent Galahad fra den hemmelige britiske efterretningstjeneste. Konservativ britte med nålestribet og nyklippede negle, men besidder en overraskende egenskab og virilitet i nærkamp. Eggsy er den unge, flabede lærling under Galahads vinger, som vejledes ned i et skræddersyet jakkesæt.

Spionfilm er ikke komplet uden den teknologiske overlegne superskurk: Valentine, herligt indrammet af Samuel L. Jackson, som har vilde planer for hele klodens befolkning, beskyttet af sin skarpslebne assistent, Gazelle, der har knivblade som fodproteser. Men vent, der er mere: Mark Hamill, vores kære Luke Skywalker, stikker hovedet frem som en brunfarvet professor, og virker sprudlende veloplagt i Vaughns actioncirkus.

Kingsman_02

Kingsman erkender tydeligvis sit tegneserie-stamtræ med en visuel spændstighed og syntetiske iscenesættelser, og så er der action så man skulle tro det var løgn. Vaughn har en frygtindgydende evne til at udfordre regelsættene og gøre actionscenerne en velkomponeret og integreret del af handlingen, frem for et moment hvor plottet står stille. Volden er eksplicit, vild og blodig på grænsen til splatter, men formidlet med en humoristisk tone og uforpligtende lethed, som når hoveder eksplodere i en musikalsk symfoni eller skudvekslinger akkompagneres af Cut’n’Moves Give it Up. Helt tosset og befriende underholdende. I love it.

Kingsman: The Secret Service er en knytnævne af fræk, viril og levende underholdning for dem over de 15. Du ved, den slags film som får smilehullerne til at brænde fast og panden til at rynke af ren forundring. Tak for den, Matthew Vaughn. Vi glæder os til at se, hvad du finder på næste gang.

 

Ekstramateriale:

Blu-ray udgivelsen er forsynet med en lang, kapitel-inddelt feauturette om filmens baggrund og produktion, med fokus på forskellige elementer: Tegneserien, rollerne, tøjet, rekvisitterne, våbnene, m.v. Derudover et foto-galleri og filmens trailer.

Afsluttende bemærkninger

Kingsman: The Secret Service er gammeldags James Bond tilsat modernitetens frækhed, tempo og tegneserievold. Fantastisk underholdning i stive jakkesæt.

Samlet score 4.5
Læsernes Vurdering
1 stemmer
4

1 kommentar on Kingsman: The Secret Service

  1. Pingback: Kingsman: The Secret Service | Hot Duck

Efterlad en kommentar