Film Anmeldelser

Insidious: The Last Key


”Insidious: The Last Key” er det fjerde kapitel i ”Insidious”-serien og denne gang er hverken James Wan eller Leigh Whannell at finde bag roret. De to kammerater kickstartede i fællesskab ”SAW”-serien og bevægede sig derefter videre til at lave ”Insidious”-film med stor succes. Wan er over alle bjerge – han befinder sig lige netop i instruktørstolen på den kommende superheltefilm ”Aquaman”. Whannell har lige så travlt med sin kommende actionfilm ”Upgrade”, men han har dog stadig haft tid til at stå for manuskriptet til ”Insidious: The Last Key” samt at gentage rollen som den komiske sidekick Specs. Det lader imidlertid til at han ikke har lagt sit hjerte i dette projekt, da denne film fremstår som noget værre venstrehåndsarbejde.

Siden hun var barn, har Elise (Lin Shaye) haft en speciel evne til at kommunikere med overnaturlige eksistenser. Sammen med sit faste team af ghostbusters, Specs (Leigh Whannell) og Tucker (Angus Sampson), rejser hun rundt for at hjælpe folk, der står ansigt til ansigt med paranormale trusler. Men en dag kommer det opkald, hun altid har frygtet. Elise bliver tilkaldt til sit barndomshjem, der er fuldt af dårlige minder og muligvis er hjemsøgt af en ond ånd.

Dette kapitel er instrueret af Adam Robitel som imponerede med sin debutfilm ”The Taking of Deborah Logan”. Hans fine evner som instruktør er dog ikke blevet overført særlig godt til ”Insidious: The Last Key”. Om han skal klandres for, at dette er en ringe film, er til gengældt tvivlsomt. ”Insidious: The Last Key” lider nemlig af et skidt manuskript, et dårligt pace, uopfindsomme gys, skrækkelig humor og en skuffende uddybelse af den ellers interessante karakter Elise. Shaye er en dygtig skuespiller og rollen som Elise er som skræddersyet til hende. Det meste gik op i en højere enhed i de tre foregående kapitler, men i denne film – som ellers gør sig klog i at udforske karakteren på et dybere niveau end set før – går det hele op i hat og briller. Det hele føles meget overfladisk og klichéfyldt.

Én enkel scene med Elise og nogle kufferter formår at skræmme. Her mindes man i den grad hvad der gjorde de tre foregående kapitler så vellykkede. Men denne scene udgør altså blot få procent af hele filmens spilletid. Det værste er dog at sidekaraktererne Specs og Tucker i denne omgang har fået fri snor når det kommer til komiske indfald. De andre kapitler led også under deres usjove tilstedeværelse, men i dette kapitel har de mere skærmtid end set før og ikke en eneste af deres jokes lander. Man griner hverken med dem eller ad dem – man sidder blot og krummer tæer. Det er allerværst når filmen samtidig prøver at skræmme.  Til tider bliver der klippet frem og tilbage mellem dæmoniske gys og komik mellem de to spøgelsesjægere og det virker bare ikke. Som stor fan af ”Insidious”-filmene er dette en uhyre skuffende affære. Den overordnede præmis har mulighed for at fungere, men det hele er så skidt udført, at man sidder med en tom følelse i kroppen idet rulleteksterne kører hen over skærmen.

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i 2.39:1 – 1080P High Definition. ”Insidious: The Last Key” ser hamrendegodt ud på Blu-ray. Farverne gengives fornemt, og billedet plages hverken af gryn eller støjreduktion.

Lydformatet er præsenteret i Dolby Digital 5.1 (DTS HD). Diskens lydspor er akkurat lige så fremragende som billedsiden. Både dybe og høje toner kommer klokkeklart igennem og filmen er spækket med et væld af stemningsfulde lydeffekter.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”Insidious: The Last Key” indeholder en udmærket mængde ekstramateriale. Disken byder på tre velproducerede minidokumentarer ved navn ”Going Into the Further”, ”Becoming Elise” og ”Meet the New Demon – Unlocking the Keys” som giver et fint indblik i filosofien bag dæmonverdenen ”The Further” og et kig på karakteren Elise samt nøgledæmonen. Sidst, men ikke mindst, indeholder denne udgivelse også en alternate ending samt 8 slettede scener.

Konklusion

”Insidious: The Last Key” er en meget skuffende affære. Det lader ikke til at der er lagt meget hjerte eller hjerne i denne produktion. Filmen når ikke de foregående kapitler til sokkeholderne og den irriterer langt mere end den glæder. Med et beskedent budget på 10 millioner dollars og en samlet indtjening på over 167 millioner dollars skal vi dog nok forvente en 5’er. Lad os krydse fingre for, at den kommer til at minde mere om de første film i serien og knap som meget om denne fadæse af en film. ”Insidious: The Last Key” ser dog fremragende ud på Blu-ray og lyder mindst lige så godt. Disken indeholder lige så en række velproducerede minidokumentarer, men dette er altså ikke nok til at gøre denne udgivelse anbefalelsesværdig.

Film
Billede og Lyd
Ekstramatriale
Afsluttende bemærkninger

Den overordnede præmis har mulighed for at fungere, men det hele er så skidt udført, at man sidder med en tom følelse i kroppen idet rulleteksterne kører hen over skærmen.

Samlet score 2.9
Læsernes Vurdering
0 stemmer
0

Efterlad en kommentar