Film Anmeldelser

Ghost in the Shell


Karakteren Major Motoko Kusanagi stammer helt tilbage fra 1989, hvor hun debuterede i en japansk mangaserie skrevet af Masamune Shirows. I 1995 udkom den animerede spillefilm ”Ghost in the Shell”, som nåede ud til et bredere publikum og tog den vestlige verden med storm. Filmen har siden da fået et par efterfølgere og der er desuden blevet skrevet et hav af tegneserier omkring Major og hendes eventyr. Nu, 28 år efter Majors fødsel, har Scarlett Johansson fået æren af at portrættere hende i en live-action-spillefilm. Hun får desuden selskab af danske Pilou Asbæk.

I en ikke alt for fjern fremtid får Major (Scarlett Johansson) nyt liv. Hun er blevet reddet efter en frygtelig ulykke og cyber-forbedret til den perfekte soldat. Missionen er at stoppe verdens farligste kriminelle. Sammen med sit team kommer hun på sporet af cyber-skurken Kuze (Michael Pitt), der truer sikkerheden i Hanka Corporation. Men netop på denne opgave opdager Major, at hun måske har mere tilfælles med målet, end hun bryder sig om.

Jeg gik ind til ”Ghost in the Shell” uden at have meget kendskab til universet. Jeg var klar over eksistensen af tegneserierne samt de animerede spillefilm, men Hollywoods version af historien er det eneste jeg har bevidnet. Efter at have set denne film, er filmen fra 1995 dog kommet på min ”to-watch-list”. Det er tydeligt at der er meget gods i dette univers og et hav af spændende idéer. Og efter at læst lidt om universet, er det tydeligt, at instruktøren Rupert Sanders har forsøgt, at forsimple historien for at gøre den mere tilgængelig for et bredere publikum – dem som intet forhold har til de gamle film og bøger. Dette kan både ses som et plus og et minus. På trods af at filmen har mange lag, så er den fortalt på en ganske overskuelig måde, som gør den nem at finde rundt i. Man føler sig altså aldrig for alvor udfordret, og man kan samtidig godt fornemme, at tingene bliver skåret ud i pap, hvilket til tider er en skam.

Der lød ramaskrig da det blev annonceret, at amerikanske Johansson skulle spille en japansk karakter. Om filmen havde fungeret bedre med en japansk skuespillerinde tør jeg ikke sige, men Johansson gør såmænd et fortrinligt job i rollen som Major. Hun har før vist at hun kan være en badass, og hendes præstation i ”Ghost in the Shell” er ingen undtagelse. Pilou Asbæk er også ganske glimrende i rollen som Batou, Majors kompagnon, og eftersom at Asbæk også havde en lille rolle i ”Lucy” fra 2014, så er dette faktisk anden gang, at de to spiller sammen i en Hollywood-film. Visuelt ser ”Ghost in the Shell” fremragende ud. Det futuristiske univers er en fryd for øjet og det hårdpumpende soundtrack er en fornøjelse at lægge øre til. Det er et univers som undertegnede ikke ville have noget imod at vende tilbage til, men eftersom at filmen floppede fælt i biograferne, er det tvivlsomt, at der kommer en efterfølger. Men hey, det er vel blot endnu en god grund til, at vende tilbage til de gamle versioner af ”Ghost in the Shell”, som efter sigende skulle være endnu bedre.

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i HD 1080p Widescreen (1.78:1). ”Ghost in the Shell” ser formidabel ud i HD. Gennem hele filmen har billedet en god dybde med en klar afstand mellem elementerne bag-, mellem- og forgrunden. Billedsiden er knivskarp hele vejen igennem, detaljerigdommen er konstant enorm og de forskellige nuancer gengives perfekt. Kontrasten er solid og der opstår hverken snavs eller edge-enchancement.

Lydformatet er præsenteret i Dolby Digital 5.1 – Dolby Atmos. Lydsporet er ligeså fejlfrit og de fremragende lydeffekter får ofte gulvet til at vibrere. Panoreringerne fungerer fortrinligt, og hverken filmens musik eller skuespillerne replikker overdøves.

 

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”Ghost in the Shell” indeholder tre interessante og velproducerede dokumentarer ved navn “Hard-Wired Humanity: Making Ghost in the Shell”, ”Section 9: Cyber Defenders” og ”Man & Machine: The Ghost Philosophy”, som alle sammen giver et fint indblik i skabelsen af filmen.

Konklusion

”Ghost in the Shell” byder på et utroligt betagende dystopisk fremtidsunivers, som er særdeles spændende at gå på opdagelse i. De godt og vel 100 minutter som filmen varer, er godt givet ud. Denne udgivelse indeholder en udmærket bunke ekstramateriale og filmen ser og lyder fremragende på Blu-ray.

 

Film
Billede og Lyd
Ekstramateriale
Afsluttende bemærkninger

Det futuristiske univers er en fryd for øjet og det hårdpumpende soundtrack er en fornøjelse at lægge øre til

Samlet score 3.9
Læsernes Vurdering
0 stemmer
0

Efterlad en kommentar