Spil nyt

Finalen i verdens største esportsturnering i Counter Strike afholdes i Odense


Odense bliver værtsby for Pro League CS:GO Season Six Finals, som er verdens største turnering i Counter Strike. Odense Kommune indgår i den forbindelse en sponsoraftale med ESL, der er verdens største esportsarrangør.
Ved finalestævnet i Odense vil de 12 bedste hold i CS: GO fra Europa og Nordamerika kæmpe om en samlet præmiepulje på 1 mio. USD i Sparekassen Fyn Arena, mens millioner af seere verden over forventes at følge finalen. De seneste gange er finalen afholdt i São Paolo, New Work og Köln og senest i juni 2017 i Dallas, Texas, inden den i december 2017 afholdes i Odense. Selve finalerne afholdes fra den 8.-10. december.

Odense Kommune bliver hovedsponsor for Pro League CS:GO Season Six Finals. Op til finalen i ESLs Pro League i Odense vil der være en række kvalifikationsrunder som under titlen, “The Road to Odense” vil eksponere Odense op til finalestævnet, der vil blive fulgt af millioner af esportsfans over hele verden.

-At være vært for en af de vigtigste esportsbegivenheder i verden er en fantastisk mulighed for at vise Odense frem til et globalt publikum, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel. -I Odense har esport længe været en integreret del af foreningsmiljøet, og det spiller perfekt sammen med byens fokus på ny teknologi. Med den her begivenhed skaber vi en unik platform for at markedsføre Odense som en by, der er på forkant med at skabe og udvikle job inden for moderne industrier som droner, it og robotter.

Målgruppen der beskæftiger sig med esport er typisk unge mænd med en naturvidenskabelig uddannelse eller interesse. Derfor er tiltrækningen af finalen i Pro League ikke bare en stor event for byen, men i høj grad også en unik mulighed for at rekruttere arbejdskraft til Odenses erhvervsklynger indenfor robotter, droner og it. Derfor vil sponsoratet af Pro League CS:GO Season Six Finals blive brugt til en større rekrutteringsindsats i løbet af efteråret.

-Det er en verdensomspændende begivenhed, som kommer til Odense, og vi er både begejstrede og parate, siger Odenses by- og kulturrådmand Jane Jegind. -Odense har et voksende gaming-miljø, hvor lokale klubber og foreninger har taget esporten til sig, og det er en udvikling, som jeg gerne understøtter. Esport og gaming i almindelighed er en social aktivitet, som bringer mennesker sammen og skaber en nysgerrighed og interesse for ny teknologi og viden, som både Odense og verden har brug for.

Det er første gang at ESL afholder et mesterskab i Danmark og hos den internationale esports-organisation, WESA, glæder man sig til finalestævnet i Odense.

-Vi ser frem til at introducere Pro League CS:GO finalen i en hel ny by og ved en helt nyt gamingevent, siger Ken Hershman, Executive Chairman hos WESA.
-Ved at dette års Pro League finale bliver afholdt på to nye fremragende steder – begge steder, hvor vi har mange fans med stort engagement for esport og CS:GO – forventer vi et virkelig spændende år for ligaen.

Odense Kommunes hovedsponsorat lyder på 2,4 millioner kr. årligt de næste 3 år og aftalen sikrer, at der udover eventen i år også vil komme esportevents af en lignende størrelse til byen de kommende to vintre. Odense Kommune har i alt afsat 3,5 millioner kr. årligt de næste 3 år til disse events, der vil blive en del af Odense Gaming Week. Der vil komme mere information ud om Odense Gaming Week i løbet af efteråret.

Billetsalget til finalerne i Pro League i Odense begynder fredag den 11. august kl. 12.


Efterlad en kommentar