Spil Anmeldelser

Divinity: Original Sin II – Definitive Edition


Divinity Original Sin var en af de helt store positive overraskelser for mig, jeg spillede det først da det kom i ’Enhanced’ udgaven til Playstation 4, og da jeg før er blevet skuffet over konsol udgaver af ”RPG’er designet til PC”, havde jeg ikke de højeste forventninger. Jeg måtte dog sande at alle mine bekymringer blev gjort til skamme, og Larian Studios magiske verden i den grad fangende mig ind. Specielt online sammen med en ven var oplevelsen af at gå på eventyr og planlægge sine kampe med omhu, noget nær den bedste co-op udfordring jeg har oplevet til dato.

For knap et år siden kom så den længe ventede, og naturligvis voldsomt hypede, efterfølger Divinity Original Sin II så til PC, mens konsolejerne igen har måtte vente tålmodigt. Til gengæld har vi fået en ’Difinitive Edition’ og alt er selvfølgelig patchet og optimeret op imod controllerens begrænsninger (i modsætning til mus og tastaturet der giver nogle flere muligheder). Selvom mine forventninger denne gang har været noget højere, er jeg på ingen måde blevet skuffet, Divinity Original Sin II er en smuk, kompleks og helt igennem alsidig og overraskende oplevelse som igen, med bare den mindste hang til eventyr, bør snyde sig selv for.

Divinity Orginal Sin II foregår i cirka 1000 år efter begivenhederne i det første spil, den fiktive verden Rivellon har oplevet en nogenlunde fredelig periode. De syv guder har hver i sær give lidt af deres kræfter til Lucian ’The Devine’, hvis rolle har været at holde de mørke kræfter ’The Void’ i skak. Kort før spillet tager sin begyndelse er Lucian imidlertid død, og tomrummet efter truer med at kaste Rivellon ud i kaos og mørke.

Spillet begynder med at vi er på vej med skib til ’Fort Joy’, der er dog ikke meget glæde eller feriestemning over feltet, vi er nemlig en troldmand/kvinde taget til fange og ’Fort Joy’ er et fængsel hvor man straffer, behandler og forsøger at ”helbrede’ trolddom, ikke ulig den behandling homoseksuelle og handicappede fik af nazilæger i Det Tredje Rige. Så er tonen langt og Divinity II er generelt lidt mere mørkt og dystert end sin forgænger, der overordnet set havde en mere let og humoristisk tone.

På vej til ’Fort Joy’ overrumples skibet af et gigantisk Kraken monster, men på mirakuløsvis overlever vi den sikre død, og bliver guidet af en mystisk stemme der kalder os ’The Godwoken’, herfra er vi i kontrol og en lang rejse med mange valg, der i den grad påvirker oplevelserne, venter forude.

Når man starter et nyt spil kan man enten vælge mellem 6 predesignede karakterer, eller skabe sin egen helt fra bunden. Uanset hvad du vælger kan du selvfølgelig opgraderer din karakter og udvikle dem i den retning du ønsker, så det passer til lige din spillestil. Det giver en utrolig høj genspilningsværdig, dels fordi karaktererne har hver deres baggrundshistorie, og dels fordi dine omgivelser reagerer forskelligt alt efter hvilken klasse eller race du er. De karakterer du ikke selv vælger, er der mulighed for at rekrutterer til din gruppe undervejs i spillet, så der er rig mulighed for at sammensætte et spændende hold der passer til en hver given udfordring. Og udfordringer er der nok af, og det er rimeligt frit hvordan du griber det an, spillet har naturligvis sin egen måde at fortælle dig ”her er du ikke stærk nok til at være”, men der er mange fristende quests eller delområder hvor man lige får lyst til en overspringshandling, måske får du stryg, men man har tit og ofte følelsen af, at hvis man lige siger et enkelt level, lige planlægger kampen lige bedre, eller lige starter kampen på en anden måde, så kunne man godt vinde. Det giver en rigtig fin afbalanceret sværhedsgrad, det er aldrig for nemt, og der er ofte en følelses af, at man har opnået noget eller gjort en særlig indsats for at vinde – ikke bare trykket på knapper.

Selve spille ses sådan lidt skråt oppefra – det man kalder isometrisk – og dem der har spille andre PC rollespilklassike som Diablo eller Baldur Gate vil føle sig hjemme. Kampene forgår turbaseret hvor hver karakter både gode og onde har et bestemt antal aktionspoint, som så entens kan bruger på at angribe eller bevæge sig rundt i slagmarken. Ofte er det meget vigtigt at placerer sig rigtigt eller gøre brug af sine omgivelser i kampe, det kan både være fælder, tønder med olie der med en ildpil eksploderer og udøver stor skade på dem der står tæt på. Det er ikke sjældent at det at udforse omgivelserne og bruge dem til din fordel er forskellen på liv og død.

Syringen er for det meste meget responsiv og nem at gå til, man kan godt mærke at spille er tænkt til PC, og det kan give nogle udfordringer i menuer og det at håndterer sine våben, udstyr og det utal af ting og sager man slæber rundt på i forbindelse med den ene eller anden quest. Det kan til tider være uoverskueligt, og man cykler rundt i menuhjulet på L tasterne og prøver at finde det man leder efter. Det kan man dog vende sig til,og overordnet set er det en meget fin konvertering fra PC til konsol.

 

 

 

 

 

Divinity: Original Sin II - Definitive Edition
Afsluttende bemærkninger

Larian Studios har leveret endnu et overflødighedshorn af et eventyr. Rivellon er detaljeret verden med uendeligt meget indhold, så hvis du kan leve med den til tider lidt besværlige håndtering af menuer og items, så venter der en fantastisk oplevelse forude.

Samlet score 4.5
Læsernes Vurdering
1 stemmer
3.5

Efterlad en kommentar