Blu-Ray

Deadwood season 1


Det kom som en stor skuffelse for mange fans, da HBO i 2006 valgte at hive stikket ud på den prisvindende western-serie ”Deadwood” efter kun tre sæsoner. Jeg kan endnu ikke udtale mig om kvaliteten på de to sidste sæsoner, men at dømme ud fra 1. sæson, som indeholder 12 episoder, kan jeg godt forstå hvorfor. Lidt research hist og her afslører endda, at ”Deadwood”, ifølge mange fans og anmeldere, bestemt ikke daler i kvalitet. Der er endda bred enighed om at det bliver bedre og bedre. HBO har begået så mange genistreger, at det er svært at være sur på dem. Jeg får gang i tårekanalerne når jeg mindes de afsluttende minutter i ”Six Feet Under” og sved på panden når jeg tænker tilbage på ”The Wire” og for øjeblikket holder de verdenen underholdt med ”Game of Thrones” og ”Boardwalk Empire”. HBO er i den grad vores ven. Men venner kan også begå fejl og det var lige præcis det som HBO gjorde i 2006, da de valgte at sætte en stopper for ”Deadwood”.

Året er 1876. Seth Bullock (Timothy Olyphant) og Wild Bill Hickok (Keith Carradine) ankommer til byen Deadwood nogle uger efter oberstløjtnant Custers endelige nederlag ved Little Big Horn, i søgen efter en frisk start. Her møder de Al Swearengen (Ian McShane), saloon-ejer, bordelejer, hoteloperatør og selvudnævnt borgmester af Deadwood. Hans sidegesjæft går ud på at købe land billigt og sælge det videre til fuldstændige urimelige priser ved hjælp af ufine metoder. Disse tre menneskers liv flettes sammen med de mange andre sjæle, der befolker Deadwood i året 1876. Tv-seriens tagline opsummerer nogenlunde hvad man har i vente, hvis man beslutter, at smide penge efter denne omgang westernunderholdning: ”Deadwood… A hell of a place to make your fortune”. Mere bør der ikke siges om handlingen, hvis man vil have den ultimative oplevelse. På trods af at historien i denne sæson blot strækker sig over nogle måneder og kun finder sted i en lille by, så sker der vanvittigt meget. Persongalleriet er enormt og historien er fyldt med små detaljer og overraskelser undervejs.

Dead2

Som filmfolk er det meget vanskeligt at få noget ud af westerngenren. For et halvt århundrede siden var genren urokkelig, men som årene er gået, har den ikke rigtigt kunnet følge med. Tiderne har ændret sig, og genren er for længst blevet erstattet med actionfilm med larmende robotter, store eksplosioner og hurtige biljagter. Jovist, ”Django Unchained” og ”True Grit” er gode film, men de er til gengæld også instrueret af henholdsvis Quentin Tarantino og Coen-brødrene. Der er skam potentiale i genren, men det kræver dedikation. Husker nogen en lille film ved navn ”Wild Wild West”? Puuuha… Og vi behøver ikke engang gå så langt tilbage for at finde en elendig western. På trods af et enormt budget og dygtige skuespillere, endte ”The Lone Ranger” med at være en af dette års værste film. Clint Eastwood og Sam Peckinpah har vist et utal af gange, at westernuniverset er fascinerende, men i disse tider er det ikke nemt, at få det til at fungere optimalt for det moderne publikum, med mindre man er en oscarvindende instruktør med en ny og original indgangsvinkel.

Jeg vidste ikke meget om ”Deadwood” inden jeg smed disken i min afspiller. ”The Lone Ranger” havde sendt mine forventninger til westerngenren helt i bund, men allerede 5 minutter inde i første afsnit, anede jeg en genistreg. Efter 11 timer og 12 afsnit kunne jeg konkludere, at jeg ikke tog helt fejl. Universet præsenteres ikke pænt og poleret. Det hele er råt, grimt og beskidt og man er ikke et sekund i tvivl om, at man befinder sig i 1800-tallet. Hele universet kommer så meget til livs, at man nærmest kan fornemme lugten af pis og mærke det fedtede gulv under ens fødder, så snart nogen træder ind i byens saloon. Det er tydeligt at ”Deadwood” er skabt af folk med passion og interesse for westerngenren og den rå og realistiske stemning kan mærkes i hver eneste scene. Den tekniske side er superb og det kan nemt ses, at hele balladen ikke har været helt billig at producere, hvilket måske var grunden til, at HBO valgte at lukke ned for butikken efter blot tre sæsoner. Tøjet, make-uppen og kulisserne sidder simpelthen lige i skabet.

Dead4

Genremæssigt hører ”Deadwood” under westernkategorien, men man skal bestemt ikke forvente en omgang underholdning i stil med de gode gammeldags westernfilm fra 60’erne. Det er ikke en nogen yndig fremstilling af genren og her er hverken stygge og beskidte skurke med sorte hatte eller flotte og nybarberede helte med hvide hatte. Første sæson af ”Deadwood” er fyldt til randen med sex, sprut, vold, ludere, pokerspillere, lommetyve, handelsmænd og adelsmænd og der bliver absolut ikke lagt fingre imellem. Karaktererne føles ikke som westernstereotyper, men som ægte mennesker af kød og blod. Desuden fandt jeg det yderst forfriskende, at der ikke som sådan er helte eller skurke. Det hele er ikke så sort/hvidt, som westerngenren ellers ofte er blevet fremstillet som, da ens sympati konstant skifter fra den ene karakter til den anden. Desuden er tv-serien meget dialogpræget. Her bruges ikke særlig meget tid på skuddueller og anden form for action. I min optik præsenteres de mest neglebidende actionsekvenser egentlig i form af dialoger. Men når der til gengæld opstår en god gammeldags skudduel eller lignende, så sidder man på kanten af sædet. Når disse scener opstår føles det ikke ubekvemt eller forceret, men derimod som et nødvendigt led i en spændende og velfortalt historie.

Timothy Olyphant er en af de skuespillere som er rigtig dygtige, men som sjældent får lov til at vise sit værd. Han får ofte nogle umulige roller at arbejde med som fx i ”Hitman” og ”I am Number Four” men hans rolle i ”Deadwood” ligger lige til højrebenet. Det er ikke nogen nem rolle, da hans karakter er utroligt kompleks og kompliceret, men han er absolut fejlfri. Alligevel er det Ian McShane, en af verdens mest undervurderede skuespillere, som for alvor løber med opmærksomheden. Hans dybe stemme, skræmmende blik og dystre mimik, kan få selv den mest neutrale dialog til at føles som en actionsekvens. På trods af at han ikke spiller en vaskeægte skurk, så er hans tilstedeværelse frygtindgydende, da man aldrig ved, hvad han er i stand til. Hele persongalleriet er mildest talt imponerende og byder bl.a. på Brad Dourif, John Hawkes, Molly Parker og Keith Carradine, som alle sammen bidrager med fornemme præstationer, der gør hvert eneste afsnit spændende, levende, intenst og ikke mindst allerhelvedes underholdende.

Dead3

Billede og lyd:

Billedformat: 2.35:1. ”Deadwood” er virkelig en af de tv-serier, hvor et flot transfer betyder meget for oplevelsen, og gudskelov er denne udgivelse udstyret med et fremragende et af slagsen. Billedet er altid krystalklart, og detaljerigdommen er intet mindre end betagende. Man bemærker enhver lille detalje i de flotte kostumer, og de mange billedskønne billeder af byen for lov at folde sig ud på smukkeste vis.

Lydformat: Dolby Digital 2.0. Hvor billedsiden er helt upåklagelig, så er lydsiden stort set lige så imponerende. Generelt tages de fleste højtalere flot i brug, og soundtracket kommer klart og tydeligt til sin ret.

Ekstramateriale:

Der er ikke så meget som sporet af ekstramateriale på denne udgivelse.

Konklusion:

Der er egentlig ikke rigtig noget dårligt at sige om den første sæson af ”Deadwood”. Tempoet er højt, dialogen er skarp, historien er fascinerende og skuespillet er på højt niveau. Alligevel mangler der lige det sidste, for at score topkarakter. Det skal dog ikke udelukkes, at jeg ville give hele tv-serien 6 stjerner efter at have overværet de to efterfølgende sæsoner, men som det står nu, ligger ”Deadwood” til et stort, flot 5-tal. Udgivelsen savner i den grad ekstramateriale, men til gengæld ser ”Deadwood” glimrende ud i HD og lydsiden er mindst lige så imponerende. For fans af tv-serien er denne udgivelse naturligvis et must og nysgerrige sjæle bør også hoppe med på vognen. Jeg har i den grad fået blod på tanden til at investere i 2. sæson, så snart denne anmeldelse er lagt op!

Tv-serie 5/6

Billede og lyd 6/6

Ekstramateriale 1/6

Samlet vurdering 5/6


1 kommentar on Deadwood season 1

  1. Pingback: Deadwood season 1 | Hot Duck

Efterlad en kommentar