Film nyt

Dansk film nomineret til æresprisen, Award of Excellence, på amerikansk filmfestival


IN Hollywood Magazine, som sponsorerer den særlige jurypris, har nomineret den dansksprogede kortfilm, Små Mænd, til Award of Excellence. Filmen, der er en barsk skildring af to brødre og deres moralske kamp i det københavnske undergrundsmiljø, er skrevet og instrueret af aalborgensiske Philip Th. Pedersen. Det er første gang, at en danskproduceret film er med i kapløbet om den prestigefyldte pris.

Filmen, Små Mænd, er udvalgt blandt kort-, dokumentar- og spillefilm fra hele verden og er en af de fem nominerede til Award of Excellence, der uddeles på AOF International Film Festival i Los Angeles den 25. august. Med i kampen er kort- og spillefilm fra USA, Kasakhstan, Japan, Nepal og selvfølgelig Danmark. Prisen sponsoreres af IN Hollywood Magazine, der er et toneangivende magasin med fem mio. læsere.

”Små Mænd” er skudt over tre dage i nærmiljøet på Nørrebro i København og er et broderskabsdrama med Sami Darr, Danny Thykær og Ibrahim Raja i hovedrollerne. Det var svært at finde den helt rigtige dreng til rollen som Mustafa. Instruktør, Philip Th. Pedersen, og producer, Mikkel Kristensen, var derfor igennem en større castingproces i fritidsklubber på Nørrebro, og valget endte med at falde på 10-årige Ibrahim Raja. Filmen forsøger at vise, at medmenneskelighed og næstekærlighed ikke kan tilsidesættes på grund af etnisk oprindelse.

Philip Th. Pedersen blev meget overrasket, da han fik besked om sin nominering fredag den 17. august, idet han bare to dage tidligere havde set Aftenshowet på DR1, hvor den danske kartoffelwestern, Definitely Dead, som er nomineret på selvsamme festival, blev omtalt. Den sene udmelding om den flotte nominering til ”Små Mænd”, skyldes, at filmen var blevet særligt udvalgt og sendt videre til den store World Cinema-konkurrence, som er et samarbejde mellem AOF og IN Hollywood Magazine.

– Det er da fantastisk, at to danske film bliver udtaget til samme festival. Det er skønt, at dansk film gør sig bemærket, sagde instruktør, Philip Th. Pedersen, kort efter beskeden om hans nominering til juryprisen.

Philip Th. Pedersen er beæret over, at hans film er blandt de fem nominerede til IN mag Award of Excellence for Film, men egentligt vil han bare arbejde videre på sin karriere inden for den danske filmbranche.


Efterlad en kommentar