Film Anmeldelser

Birdman


Er det blevet selvransagelsens årti..? Efter generationer med passiv rygning, blindt brug af tilsætningsstoffer, materielt overforbrug og hærværk på miljøet, er nutidens trend at kigge indad. Se på os selv og finde den retning som er vores egen. Ikke styret af normer, hypes og industri. Vores tidsånd spejler sig også i filmbranchen. Mens professionelle producenter stirrer blindt på indtjening og Michael Bay opdager en korrelation mellem antallet af eksplosioner og box office tal, gør andre artsfæller status på filmens sjæl. Optikken vender ikke ud mod verden. Den vendes ind bag kulissens pulsåre.

Michael Keaton er et arketypisk tilfælde på filmens sjælevandring. Med sit dæmoniske blik sejrede han eminent som 90’ernes mest populære superhelt i Tim Burtons to Batman-film. Den diabolske karakter cementerede sig i 90’er-thrilleren, Pacific Heights (En Fremmed Flytter Ind). Løberen blev rullet ud og livet var et uendelig afterparty, indtil den kyniske filmpresse fokuserede på Keatons uundgåelige hårtab og karrieren led et betragteligt vægttab. Et solstrejf fra Tarantino gav Keaton en kort moment i Jackie Brown, for instruktøren er berygtet for at give afdankede, gamle skuespillere en ny chance. Bare se på John Travolta og Kurt Russel.

birdman-ft

Flere år efter giver Keaton alle gråhårede kollegaer baghjul i Birdman – en metafilm, formet som en parodi på hans egen anekdote i filmverdenen – og handler også en hel del om filmverdenen generelt. Keaton spiller Riggen, en gammel, manisk skuespiller, der har levet et liv som urørlig superhelt, men alderen trådte i karakter og Riggin forsøger nu at genfinde skuespillets ædle kunst i et broadway teaterstykke baseret på Raymond Carvers “Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed”. (Den skarpe hjerne vil vide, at Robert Altmans “Short Cuts” er baseret på samme novellesamling).

På scenen virker det tilrettelagt, men back-stage sejler alt i impulsive beslutninger, gamle skeletter, stressede agenter og Edward Norton der kører med klatten som Mike, stykkets uundværlige suppleant og et arrogant røvhul. Den tidligere Oscar-nominerede, Mexicanske instruktør, Alejandro González, har udskiftet sit tidligere dvælende anti-tempo, fra Babel og 21 Grams, med en rablende rytme som tromler i takt med underlægningsmusikkens tromme-solo. Birdman har en drilagtighed som udfordrer virkelighedens rammer, mens steadycams svæver rundt i lange, sømløse filmklip så øjnene nærmest tørrer ud. Skuespillets autencitet kommer helt frem på scenekanten uden klip, effekter og camouflage. Det er dynamisk, levende og fængende filmkunst.

Når Birdman scorer Oscar-statuetten som årets film, er det sekundært et tegn på sympati på instruktørens tidligere chancer, men primært er det fordi, filmen handler om film. Filmbranchen er på psykologens briks og fortæller om sin barndom, sin fortvivlelse og sit tomrum. Det føles ikke som et stort, udfarende filmværk som Braveheart eller Gladiator. Birdman er ydmyg i sine fagter og er tro overfor sit filmiske momentum. Men derfor er Birdman også tilpasset en særlig filmsmag, tilegnet dem som vil vide nogen om vinbonden der dyrkede vinen eller skuespilleren bag filmen. Filmen fik nok en Oscar fordi akademiet kunne se sit eget spejlbillede i Birdmans kostume.

 

Ekstramateriale:

Der er to featurettes om filmens tilblivelse: En 30 minutter dokumentar og 15 minutters dialog med Michael Keaton og Alejandro Gonzáles. Derudover en række stillbilleder fra filmoptagelserne. Ikke prangende, men godt nok til et enkelt indblik.

Afsluttende bemærkninger

Birdman er ikke din typiske Oscar-film. Den er skæv, manisk, dynamisk og kradser i filmindustriens åbne sår.

Samlet score 4.5

1 kommentar on Birdman

  1. Pingback: Birdman | Hot Duck

Efterlad en kommentar