Film Anmeldelser

Baywatch


“Hvorfor er der aldrig nogen som kontakter politiet?”, bliver der spurgt. Ja hvorfor ikke? Når stranden overrendes af narkohandlere, korruption, gidseltagninger og mordgåder, vil frygtløse og lækre livreddere i røde badeshorts altid klarer paragrafferne. Et evigt mysterie gennem 90’erne som tv-serien altid ignorerede at svare på, men nu repeteret i denne selvironiske genopsætning: Hvorfor er der ingen som kontakter politiet?

Baywatch var et ikon i 90’ernes tv-serier, formentlig det mest succesfulde David Hasselhoff medvirkede i efter Knight Rider. Det var guilty pleasure i ordets forstand, hvor de fåtallige sekunder med Pamela Andersen (a.k.a. CJ) som løb i slowmotion og smurte kroppen ind i sololie kompenserede 110% for alt det andet snak. Det var et syntetisk koncept for den laveste fællesnævner, og bryster, bryster bryster – men man skal aldrig undervurdere markedets lyst til lækre kroppe og fastfood foran filmmerkassen.

Filmbranchen har i nutiden erklæret sin kreative falliterklæring (det er ikke noget nyt), så der kigges igen og igen i bagkataloget for at finde mere fyld til biografernes filmprogram. Flere tv-ikoner fra 80’er og 90’er blevet genfødt til det store lærred, hårdt møntet vores pengepung via nostalgi-følelsen, men motivet ændres… Fremfor bare at være en filmisk genopførsel af tv-serien bliver det en komisk parodi, ligesom tilfældet med 21 Jump Street. Baywatch 2017 lever efter samme princip. Det er fjollet, skabet, selvironisk og bruger seriens klicheer som drivkraft.

Der er momenter af skarpe vittigheder, f.eks. Mitch (denne gang udfyldt af den højtlønnede Dwayne Johnson) som overdriver livreddernes æreskodes og går til cocktailparty iført badesandaler. Men ofte – alt for ofte – forbliver det en hysterisk mavelanding af usjove vittigheder uden timing og kant rørt op i et sparsomt budget. Den pubertære humor med tissemænd og klunker (som amerikanerne åbenbart elsker) er mere anstrengende end morsom.

Baywatch har sit brand, sine momenter og – naturligvis – de forventelige cameo-roller fra den oprindelige serie, godt skudt op med plastik og botox). Desværre er det også komik og effekter fra venstre hånd, hvor filmens største ambition ligger i drømmen om indholdet af din pengepung. Jeg håber fokus og ambitionsniveau stiger betragteligt inden filmbranchen kaster sig over NYPD Blues.

Ekstramateriale:

Blu-ray udgivelsen er udstyret med en typisk extended edition (så det kan markedsføres på coveret) samt tre korte, promoverende featurettes om filmens baggrund og slettede scener.

Afsluttende bemærkninger

Ligesom sit artsfælde i 21 Jump Street er Baywatch genopført som en selvparodisk komedie. Plathederne og den pubertære humor er desværre alt for anstrengende til spillefilmslængde.

Samlet score 2

Efterlad en kommentar