Film Anmeldelser

American Made


Det er nærmest en genre i sig selv. Historien om den enkelte, amerikanske opportunist som starter fra ingen med pludselig finder dit kald i import/eksport af ulovlige varer, svømmer i pengesedler men ender med at betale en stor pris. Blow (2001) var historien om George Jung der solgte kokain for Escobar. Lord of War (2005) handlede om manden der bragte AK47 til verdens slagtehaller. War Dogs (2016) var løst baseret på virkelige hændelser om to unge mænd der solgte ulovlige våben til Pentagon. Skabelonen genkendes. Der må være noget attraktivt ved historier om de civiliserede unge, mænd der ender med at søge deres identitet på det sorte marked, for føljetonen har nu fået selskab af Tom Cruise og instruktør Doug Liman.

American Made er den virkelige …ish historie om piloten, Barry Seal, der starter med kommercielle rutefly men ender som leverandør for både CIA og Columbias karteller. Matchet med tidligere tilfælde inden for denne genre kan hovedpersonen ikke rigtigt indfinde sig i det strømlinede samfund. Lav løn, lange arbejdsdage og kedelige rutiner. Så kan man altid fake noget turbulens og smugle lidt cubanske cigarer så livet er tåleligt, indtil CIA nærmer sig med et godt tilbud – og et hurtigt privatfly. Barry bliver markedsført som ‘the gringo who delivers’ og ender med at flyve med lasten fuld af hvidt pulver, våben og militante oprører, hele molevitten med den amerikanske regering som sponsor. Men, deraf også med et større behov for en solid livsforsikring.

Fremfor bare at være historien om den lille opportunist der lugter guld, bliver American Made historien om USAs rablende udenrigspolitik under 80’ernes Reagan-periode, men set i menneskelig øjenhøjde. En lille brik i et stort spil – deraf titlen. Filmen spiller kompetent på sit fokus med en spændende, manisk energi, og for engang skyld kan man se Mr. Cruise eksekvere sit skuespil uden at betragte ham som en Ethan Hunt type. Men, som det ofte er tilfælde med denne vinkel på begivenhederne, så handler det om kun om konsekvensen for den lovløse ildsjæl – ikke for de skæbner som vil lide under hans leveringer.

American Made dyrker sin virtuositet med en tilpas kejtet kamerahånd og energisk humor. En absurd komedie om USAs knap så stolte perioder. Man kan dog ikke ignorere filmens skematiske historie og forudsigelige konsekvenser, mens de menneskelige nuancer ikke rigtigt får taletid. Det falder tilbage på en følelse af intelligent underholdning og en motiveret Tom Cruise med spændende facetter, dog leveret i et format som strejfer sine ambitioner og ender med kun at kradse i overfladen. Vi ved jo godt hvor meget dobbeltspil den amerikanske regering kørte dengang – vi har blot aldrig set denne politiske buddreng flyve under radaren for Uncle Sam. American Made lander sikkert med stellet nede, men når heller ikke den højeste luftlag.

 

Ekstramateriale:

Blu-ray udgivelsen af American Made er forsynet med det forventelige, kortfattede promo-materiale om filmens baggrund, samt en kort film om virkelighedens Barry Seal, kommenteret af hans nulevende søn. Lige lovligt kortfattet og ret standardiseret.

Afsluttende bemærkninger

Tom Cruise kører med klatten uden at trække på Ethan Hunt, energiniveauet er højt og den politiske agenda berøres. Men American Made formår ikke at flyve højere end vingerne rækker til.

Samlet score 3

Efterlad en kommentar