Film Anmeldelser

A Quiet Place


”A Quiet Place” udspiller sig i en ikke så fjern fremtid, hvor verdenen er blevet invaderet af en mystisk alien-lignende race, med så god en hørelse, at selv den mindste lyd kan resultere i død på blot et øjeblik. Familien Abbott bestående af Lee (John Krasinski) og Evelyn (Emily Blunt) samt deres to børn Regan (Millicent Simmonds) og Marcus (Noah Jupe), har isoleret sig på deres gård, hvor de har taget så mange forholdsregler som muligt for at overleve i stilhed. Et nyt barn er dog på vej, og nye udfordringer venter for de to forældre, hvis ældre børn kæmper med deres egne problemer.

På papiret burde ”A Quiet Place” ikke have fungeret. Filmen er produceret af Michael Bay igennem Platinum Dunes – produktionsselskabet bag elendige gyserfilm såsom genindspilningerne af ”Fredag d. 13”, ”Motorsavsmassakren” og ”A Nightmare on Elm Street”. Instruktøren bag filmen er skuespilleren John Krasinski, der primært er kendt for hans komiske rolle i tv-serien ”The Office”. Dette er hans tredje spillefilm som instruktør og hans to forrige, komediedramaerne ”Brief Interviews with Hideous Men” og ”The Hollars”, blev ikke ligefrem rost til skyerne af de få mennesker der så dem.

I ”A Quiet Place” fungerer han også som den mandlige hovedrolle og han har tilmed hevet sin kone fra det virkelige liv ind i projektet som filmens kvindelige hovedrolle. Og nåh ja, nævnte jeg, at filmen blot indeholder en lille håndfuld replikker? Hvem har dog tålmodighed til det? Tja, det var der åbenbart mange der havde, for filmen endte med at blive en gigantisk økonomisk succes verdenen over. Ganske velfortjent, for Krasinski har med ”A Quiet Place” ikke blot skabt årets bedste gyserfilm. Han har skabt en af årets absolut bedste filmoplevelser.

”A Quiet Place” er en film der bør nydes af alle der er gamle nok til at se gyserfilm. Også af dem der normalt ikke bryder sig om gys og gru. Ja, måske endda netop af den slags mennesker! Dette er nemlig en film der på fornem vis beviser, at genren har mere at byde på end jump-scares, dumme teenagere og gyserklichéer. Med ”A Quiet Place” har Krasinski skabt et rørende familiedrama forklædt som en gyserfilm. Jovist, filmen indeholder væsner fra en fremmed planet, men fokuserer klogt på familiedynamikken og handler i sidste ende om, hvor langt man som forældre vil gå for at passe på sine børn. Et tema der er blevet brugt før, men som sjældent har virket så godt som det gør her.

I en tid hvor menneskets koncentrationsevne bliver kortere og kortere var det på mange punkter modigt at lave en film som næsten kan kvalificeres som en stumfilm. Ligesom med så mange andre ting i ”A Quiet Place”, så fungerer den minimale dialog fortrinligt. Når der en sjælden gang imellem bliver snakket eller hvisket, strutter man energisk med ørerne for ikke at gå glip af et eneste ord. Resten af tiden er det lydsiden der står for at stimulere høresansen, og det gør den så godt, at den nærmest fungerer som en bærende rolle i sig selv. Aldrig før har raslende blade, fodtrin og knirkende brædder lydt så godt. Det er da også primært lydsiden, der står for uhyggen og på trods af at filmen i den grad bør anbefales til folk, der tror, de hader gysere, så skal gyserfans ikke frygte en u-uhyggelig oplevelse. ”A Quiet Place” byder på masser af gys og gru, men bør først og fremmest ses for de fremragende skuespilspræstationer og den smukke fortælling om en familie, der prøver at overleve i en grum verden.

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i Widescreen (2.40:1) HD 1080p. ”A Quiet Place” ser hamrendegodt ud på Blu-ray. Farverne gengives fornemt, og billedet plages hverken af gryn eller støjreduktion.

Lydformatet er præsenteret i Dolby Atmos. Diskens lydspor er mindst lige så fremragende som billedsiden. Både dybe og høje toner kommer klokkeklart igennem og filmen er spækket med et væld af stemningsfulde lydeffekter.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”A Quiet Place” indeholder en god portion ekstramateriale. Disken byder på tre velproducerede minidokumentarer ved navn ”Creating the Quiet”, ”The Sound of Darkness” og ”A Reason for Silence” som alle sammen giver et fint indblik i skabelsen af filmen. Den karismatiske Krasinski holder en i hånden under det meste af ekstramaterialet, og man er simpelthen i hamrende godt selskab. Det er tydeligt at ”A Quiet Place” har været et passionsprojekt for den ydmyge herre, hvilket gør én endnu gladere for, at filmen virker så godt som den gør.

Konklusion

”A Quiet Place” virker på alle planer. Filmen er både skræmmende og rørende, hvilket de færreste film i genren kan bryste sig af at være. Krasinski har instrueret filmen med hjernen og hjertet og det hele går op i en højere enhed. Det bliver spændende at se, hvad han giver sig i kast med i fremtiden. Blu-ray-udgivelsen af ”A Quiet Place” byder på en række velproducerede minidokumentarer og filmen ser fremragende ud i HD og lyder mindst lige så godt.

Film
Billede og Lyd
Ekstramatriale
Afsluttende bemærkninger

”A Quiet Place” byder på masser af gys og gru, men bør først og fremmest ses for de fremragende skuespilspræstationer og den smukke fortælling om en familie, der prøver at overleve i en grum verden.

Samlet score 4.3
Læsernes Vurdering
0 stemmer
0

Efterlad en kommentar